Går klappen ned, eller bliver du angst, når du skal præstere noget på dit job, dit studie eller i din fritid? Hvis du lider af præstationsangst, er du angst for situationer, hvor du skal præstere noget særligt.
Det er naturligt at føle nervøsitet i situationer, der kræver en særlig præstation. Ofte vil nervøsiteten hjælpe dig til at yde lidt bedre eller mere.
Grænsen mellem naturlig nervøsitet og behandlingskrævende angst er flydende.
Når du oplever, at angsten fylder alt for meget, eller at du begynder at undgå situationer, du ellers gerne ville kunne gennemføre, så kan det være du lider af præstationsangst.
Typiske situationer der fremkalder præstationsangst:
- I skolen, hvor du skal fremlægge et projekt foran klassen eller læse højt for andre.
- På jobbet, hvor du skal lave et oplæg.
- I præsentationsrunder, hvor du skal stille dig op foran de andre og præsentere dig selv.
- Til møder, hvor du kan blive spurgt om din mening eller syn på sagen.
- Når du skal undervise andre.
- Når du skal holde foredrag.
- Når du skal stå på en scene.Du kan også opleve præstationsangst i helt almindelige og uformelle sammenhænge:
- I frokostpausen når du sidder ved frokostbordet i kantinen sammen med dine kollegaer.
- Til middage med venner
- Til fester
- I alle sociale sammenhænge f.eks. forældremøder, afslutninger eller til kurser.
Når du lider af præstationsangst kan det være, at en forestående præstation f.eks. en fremlæggelse om to måneder overskygger alt i din hverdag og ødelægger din livskvalitet i de to måneder, du går og venter.
Det kan også være, at du frygter, at andre kan se eller høre, at du er nervøs, rødmer, ryster eller sveder, eller måske frygter du, at klappen går ned, og du går helt i sort.
Måske har du en meget ubehagelig oplevelse med i bagagen, hvor du har prøvet at kaste op, besvime eller begynde at græde i forbindelse med en præstation, og nu er du bange for, at situationen gentager sig.
Det kan være at, din angst for at blive angst fylder mere end selve situationen, eller måske er du angst for dine kropslige reaktioner f.eks. svimmelhed eller hjertebanken.
Nogen gange er det dine egne forventninger til din præstation, som skræmmer dig: Måske har du en forestilling om, at du skal sige noget bestemt eller være på en bestemt måde for at være god nok, og for at andre ikke bedømmer dig negativt.