Tvivl er en naturlig del af livet. Tvivlen gør os usikre og får os til at sætte spørgsmålstegn ved vores beslutninger og valg i livet, hvilket under normale forhold er en ganske sund ting. Men når du lider af angst, har du en tendens til at lade tvivlen tage overhånd.

Tvivl dukker ofte op som spørgsmål:

”Er det nu det rigtige valg?”,

”Mon jeg har valgt forkert?

“Hvad er den rigtige beslutning?”
“Har jeg overset noget?”
“Hvad nu hvis, det ikke er det rigtige for mig?”
 
Tvivl dukker op i mange af livets forhold. Alt fra de helt store spørgsmål: ”Har jeg valgt den rigtige partner”, ”Er jobbet det rigtige for mig?” til små daglig dags ting; ”Skal jeg vælge den røde eller den blå kjole?”  eller ”Spiste min datter for lidt til aftensmaden?”
 
Tvivl er ubehageligt og frustrerende. Tvivl inviterer til at du begynder at spekulere og gruble. Var det det rigtige jeg gjorde? Skulle jeg have valgt anderledes”, ”Hvad mon konsekvenserne bliver?”  

Tvivl giver indre uro, stress og angst

Når angst og tvivl blandes sammen, så har tvivlen en tendens til at tage overhånd og komme til at fylde alt for meget. Tvivl giver ofte indre uro, stress og angst.

Men hvordan kan du egentlig vide om tvivlen har taget overhånd, det er jo naturligt at overveje sine muligheder og konsekvenserne heraf.  Et tegn på at tvivlen tager overhånd er at din håndtering af tvivlen tager lang tid og alt for ofte skaber mere forvirring end gavn. Du kan også overveje om tvivl lidt for ofte bliver en stopklods og du kommer til at begrænse dig mere end du bryder dig om.

Jeg vil gerne give dig 3 gode råd til at håndtere din tvivl på en mere hensigtsmæssig måde, så i stedet for at forsvinde ind i tvivlstankerne du får mere ro og overskud til at være til stede i nuet.
 
Næste gang du oplever at være i tvivl, så prøv at:

  1. Accepter at tvivlen er der. Der er ikke noget i verden, vi kan være 100 % sikre på. Det kan du hjælpe dig selv til ved at tillade følelsen af tvivl at være i kroppen. Se evt. her: Link
  2. Begrænse den tid du bruger på at håndtere din tvivl. Giv dig selv et bestemt tidsrum til at tænke over dit dilemma fx 15 minutter. Når tiden er gået, så skal du øve dig i at lade tvivlen være.
  3. Tag en beslutning. Accepter at du ikke vil føle dig 100% sikker. Og husk at uanset, hvad du vælger, så vil din beslutning åbne op for ny viden og mulighed for læring.