Kender du det med at blive skræmt af dine egne tanker? Et af symptomerne på OCD er tvangstanker, som kan opleves som en pludselig, ubehagelig tanke, som opstår ud af det blå måske endda i en meget upassende situation?
Det kan være at du lige har vinket farvel til din datter og pludselig rammes du af tanken. ”Var pålægget på maden dårlig? Var der ikke en sær lugt? Hvad nu hvis hun får madforgiftning?”
Det kan være at du står og venter på perronen og pludselig får du en tanke om at springe ud foran toget. Tankerne kommer bare, sådan pludseligt og ud af det blå.
Du står og taler med din chef og midt i en sætning, springer der pludselig et billede ind af dig og ham i en seksuel situation.
Du har været på besøg hos dine små søde niecer: Og på vej hjem i bilen rammes du pludselig af tanken” Hvad nu hvis jeg har gjort noget forfærdeligt ved dem, da jeg et kort øjeblik var alene med dem”
Du bliver så skræmt over tankerne og deres indhold at du gør en helt masse ting for at forsøge at få tankerne væk eller undgå det, du tror tankerne er et udtryk for.
Indholdet i tvangstanker kan være meget forskelligt, men det er ofte i modstrid med dine egne følelser og værdier og du oplever, at de er uden for din kontrol.
Du har måske følelsen af at du LIGE OM LIDT, hvis du ikke konstant er på vagt og kontrollerer dig selv, så kan du miste kontrollen og noget helt forfærdeligt vil ske.
De mennesker, som jeg hjælper i min klinik og via mine kurser og som lider af tvangstanker, har næsten alle sammen en forestilling om at lige præcis deres tanker er særligt slemme og skamfulde. Men tvangstanker er tvangstanker – de er alle sammen en del af OCD uanset indholdet.
Hvordan skal du så forholde dig til tanker?
Du skal arbejde henimod at ændre dine gamle overbevisninger om tanker, til at se dine tanker som det, de er, nemlig ”bare” tanker og ikke virkelighed. Du behøver simpelthen ikke tro på alt, hvad der popper op i dit indre. Det, at du har ubehagelige tanker, betyder ikke, at du vil gøre ”ting” mod din vilje, eller at noget dårligt vil ske i fremtiden. Tanker er midlertidige hændelser i dit sind, og de kan ikke direkte påvirke din verden.
Målet er at blive i stand til at lade ”skræmmende” tanker passere uden at gribe fat i dem vende og dreje dem, forsøge at fjerne dem eller igangsætte undersøgelser af dem.
For at skabe forandring skal du i gang med en metode, der hedder Eksponering og responshindring – det er den eneste metode, der virker, og det er der en simpel grund til. OCD kan ikke forstå logik – det er nødvendigt at lære at reagere anderledes på tankerne.
Det kan du læse meget mere om i denne artikel.